Det grønne køkken
Jul 30, 2022Den 26. oktober fik vi solgt vores hus. Det hus vi havde boet i i 15 år. Vi var klar på noget nyt, og vi havde allerede erhvervet os en landejendom, vi skulle flytte ud i. Salget af huset kom dog lidt som en overraskelse, da det havde været til salg i næsten 2 år. Så pludselig skulle vi flytte indenfor en måneds tid.
Huset vi skulle flytte ind i havde stået tomt i en del år, og det bar præg af dette. Jeg fik hurtig malet lidt gulve og vægge, så det blev nogenlunde hyggeligt.
Vi flyttede ind, og diskuterede hvad vi skulle gøre ved køkkenet. Købe et nyt og sætte ind eller hvad? Jeg synes faktisk, lågerne var fine og indretningen med skabe var også god, men det var meget trist og slidt.
Jeg besluttede mig for at renovere det.
Farven faldt på grøn, jeg er meget glad for grøn, så det var ligesom naturligt at det skulle være grønt. Jeg brugte Lady næsthøjeste glas maling fra Jotun til træ.
Jeg startede med at afmontere lågerne og pille de gamle greb af.
Så spartlede jeg de små huller fra de gamle greb med træspartel. Da spartlen var tør, sleb jeg alle lågerne let ned med en lille trekant pudser.
Lågerne var malet med noget meget mat maling, så efter en gang nedvaskning og slibning, var lågerne klar til en opfriskning.
(Jeg anbefaler altid at følge anvisningerne, derfra hvor man køber sin maling)
Jeg gav dem tre lag maling, også satte jeg de nye messinggreb på, som jeg købte fra www.beslagskassen.dk.
Vi valgte også at skifte bordpladen, vasken og armaturet. Bordpladen er fra Bauhaus og vasken og armaturet er fra Ikea.
Så for temmelige små penge, fik vi os et “nyt” køkken.